Accept af cookies fra ckaask.dk

Ckaask.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Feriedagpenge

Hvis du er medlem af en a-kasse, kan du i visse tilfælde få feriedagpenge fra a-kassen.
For at få feriedagpenge fra a-kassen skal du holde ferie, og du må som udgangspunkt ikke have ret til ferie med feriepenge eller løn efter ferieloven med videre.

Administration af og vejledning om feriedagpenge
A-kasserne administrerer reglerne om feriedagpenge.
Spørgsmål og vejledning om feriedagpenge, herunder hvordan du skal udfylde blanketterne, skal du rette til din a-kasse. Din a-kasse har pligt til at vejlede dig om de rettigheder og pligter, du som medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring med videre.

Optjening af ret til feriedagpenge
Du optjener ret til dage med feriedagpenge af de forsørgelsesydelser, du har fået fra a-kassen i optjeningsåret; dog ikke af efterløn og godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU).

Du optjener som udgangspunkt også ret til dage med feriedagpenge af sygedagpenge og barseldagpenge fra kommunen og af visse andre ydelser.

Ret til udbetaling af feriedagpenge
Udbetaling af feriedagpenge kræver først og fremmest, at du på ferietidspunktet:

• Er i et arbejdsforhold som lønmodtager eller er ledig,
• Har ret til feriedagpenge,
• Som udgangspunkt ikke har ret til betalt ferie efter ferieloven med videre, og
• som medlem af en a-kasse ville have dagpengeret i tilfælde af ledighed
Ret til feriedagpenge kan ikke overføres fra ét ferieår til et andet.

Selvstændige erhvervsdrivende
Du kan ikke få feriedagpenge, hvis du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse uden ret til dagpenge eller som hovedbeskæftigelse.

Udenlandske arbejdsforhold                                                                                                                                                   
Et medlem, der arbejder for en udenlandsk arbejdsgiver, kan ikke få feriedagpenge. Grønland og Færøerne anses for udlandet.


Forbrug af dagpengeretten
Der forbruges 1 uge af dagpengeretten, hver gang der udbetales feriedagpenge i en hel eller en del af en kalenderuge.


Denne side er senest ændret den 03. februar 2014