Beskæftigelseskrav
Når du er ophørt med at drive selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, skal du blandt andet opfylde et krav om beskæftigelse for at få ret til arbejdsløshedsdagpenge.
Du kan opfylde beskæftigelseskravet, hvis du har drevet din selvstændige virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de seneste 3 år.
Ved ”væsentligt omfang” forstås, at du har arbejdet i virksomheden i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i mere end 30 timer om ugen.
Det er din a-kasse, som konkret skal tage stilling til, om du har drevet din selvstændige virksomhed i væsentligt omfang.
A-kassen skal blandt andet bruge dine oplysninger om følgende forhold i den samlede vurdering:
- Arten af din virksomhed
- Dine arbejdsopgaver
- Din arbejdstid
- Virksomhedens åbningstid
- Eventuelle ansattes opgaver og arbejdstid
- Virksomhedens omsætning
Virksomhedens åbningstid er ikke ensbetydende med, at alle timerne regnes med, når a-kassen vurderer, om beskæftigelseskravet er opfyldt. Det er et krav, at din arbejdstid afspejler sig i virksomhedens omsætning.
Kun arbejde, som ligger i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse, kan regnes med til beskæftigelseskravet.
Drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse kan ikke regnes med til beskæftigelseskravet.
Denne side er senest ændret den 09. januar 2012