Nye tider med nye bilagslister
Fra mandag den 5. marts indfører Arbejdsskadestyrelsens Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring (CKA) en ny procedure i behandlingen af klagesager. Fra den dato skal a-kasserne udfylde en bilagsliste, hver gang de sender en klagesag videre til CKA. Målet med bilagslisterne er at sikre, at CKA får de relevante dokumenter i en sag fra starten og dermed hurtigt kan gå i gang med sagsbehandlingen.
Bilagslisterne finder man på CKA’s hjemmeside under rubrikken Bilagslister til a-kasser. Herfra kan a-kassernes sagsbehandlere klikke ind på den relevante bilagsliste og sætte flueben ved listens punkter i takt med, at de relevante dokumenter er fundet frem i den konkrete klagesag. Når bilagslisten er udfyldt, gemmer sagsbehandleren listen på sagen og vedhæfter listen som bilag i mailen til CKA sammen med de andre dokumenter i sagen..
Bilagslisterne er udviklet i samarbejde med AK-Samvirke og 8 af landets 27 a-kasser. Både form og indhold er blevet drøftet, og det er CKA’s forventning, at bilagslisterne bliver en gevinst for alle parter i behandlingen af klager om arbejdsløshedsforsikring.
”Vores mål er at sikre, at vi får de nødvendige dokumenter fra starten. Det vil understøtte den hurtige og effektive sagsbehandling til gavn for a-kassernes medlemmer. Desuden undgår vi i flere sager at skulle forstyrre a-kasserne med høringer om diverse bilag,” siger chef for CKA, Karen Ryder.
Se bilagslisterne
Se skrivelse om elektronisk sagsudveksling mellem a-kasserne og Arbejdsskadestyrelsens Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring
Yderligere oplysninger:
Specialkonsulent Svend Thomsen: sct@ask.dk, tlf. 72 20 64 71
Fuldmægtig Sofia Franzén: sfr@ask.dk, tlf. 72 20 63 79